Overblik: Kan den grønne trepartsaftale gøre en forskel?

Hvis du nogensinde har svømmet i en dansk fjord og oplevet vandet som grumset og grønt, kender du allerede problemet. Hvis du har lagt mærke til færre viber på markerne, færre insekter på sommeraftenerne og færre vilde blomster langs vejkanterne, kender du også problemet.

Trepartsaftalen, der blev indgået i 2024, er det mest ambitiøse forsøg i nyere tid på faktisk at løse disse problemer. Det er en så stor, kompleks og politisk usædvanlig aftale, at der blev oprettet et helt nyt ministerium til at gennemføre den. Her får du overblikket over, hvad aftalen indeholder, hvordan omlægningen kan foregå i praksis, og hvilke udfordringer der stadig står tilbage.

Den grønne trepart er ikke en regeringspolitik, der blot er besluttet ovenfra. Den er noget mere usædvanligt: en forhandlet aftale mellem parter, der normalt sidder på hver sin side af bordet. Landbrug, naturorganisationer, fagbevægelse, industri og kommuner har sammen med regeringen udarbejdet en fælles vision for, hvordan den danske natur og arealanvendelse skal udvikle sig over de kommende årtier.

Resultatet, der blev underskrevet i juni 2024, er den mest vidtrækkende plan for omlægning af Danmarks arealer, der nogensinde er lagt frem. I november 2024 fulgte en politisk implementeringsaftale, som sikrede et bredt flertal i Folketinget og fastlagde den overordnede finansieringsramme. De konkrete ordninger skal dog fortsat udmøntes, og dele af finansieringen afhænger blandt andet af EU-godkendelser og kommende politiske beslutninger.

Billedtekst: 

Danmark er opdelt i 23 hovedvandoplande. Hvert område er dækket af en lokal trepart, som sammen med kommunerne har ansvar for at udarbejde planer for omlægning af landbrugsarealer.

Kilde: sgav.dk.

Omkring 58 procent af Danmarks areal er dækket af landbrugsafgrøder. Det er en usædvanligt stor andel sammenlignet med de fleste andre lande. Følgerne er synlige mange steder: fjorde i dårlig tilstand, fugle, der forsvinder, og landskaber, der gennem årtier er blevet drænet og rettet ud til ukendelighed.

Den grønne trepart er det svar, Danmark nu er blevet enige om. Inden 2045 skal der plantes 250.000 hektar ny skov over hele landet – et område på størrelse med Lolland, Falster og Bornholm tilsammen.

Frem mod 2030 skal cirka 70.000 hektar kulstofrige lavbundsjorder tages ud af intensiv landbrugsdrift. Med de nødvendige randarealer vil indsatsen samlet omfatte omkring 140.000 hektar og ventes at skabe cirka 70.000 hektar yderligere beskyttet natur.

Fra 2030 skal landbruget desuden betale en CO₂-afgift på udledninger fra husdyrproduktionen – som det første land i verden. Der er politisk aftalt en ramme på cirka 43 milliarder kroner til opkøb og omlægning af landbrugsjord. Det betyder ikke, at alle pengene allerede er udbetalt, eller at alle projekter er fundet, men der er skabt et økonomisk og politisk grundlag for arbejdet.

Hvad sker der med en lavbundsmark?

Lavbundsjorder er ofte tidligere moser, enge og vådområder med et højt indhold af organisk kulstof. Når jorden drænes og dyrkes, kommer der ilt til tørven, som langsomt nedbrydes og frigiver drivhusgasser.

I et lavbundsprojekt forsøger man at genskabe en mere naturlig vandstand, typisk ved at lukke dræn og grøfter eller standse pumpning. Lodsejerne kan blandt andet få tilbud om jordfordeling, salg af jorden eller økonomisk kompensation for værditabet. Omlægningen er som udgangspunkt permanent, men offentlig adgang følger ikke automatisk med. Det afhænger blandt andet af, hvem der ejer jorden, og hvordan det enkelte projekt bliver udformet.

Samtidig forhandler regeringen med Folketingets partier om et nationalt forbud mod sprøjtemidler i de sårbare områder, hvor grundvandet dannes. Det er ikke en del af trepartsaftalen, men kan blive et vigtigt supplement til beskyttelsen af natur og drikkevand.

Den nye firkløverregerings grundlag peger desuden på en endnu mere målrettet indsats for at omsætte de grønne ambitioner til konkret forandring. Det er positivt – men den virkelige forskel skabes først, når løfter, planer og milliarder bliver til handling ude i landskabet.

Hvis aftalen bliver fulgt op af handling, vil forandringen blive synlig. Enge og moser, der blev drænet for over et århundrede siden, kan igen fyldes med vand og give plads til de fugle, insekter og planter, der er afhængige af dem. Fjorde, der er blevet grønne og næsten livløse efter årtiers udledning af kvælstof, kan langsomt begynde at komme sig. Nye skove og vådområder kan samtidig bidrage til større og mere sammenhængende naturområder.

Men resultatet er ikke givet på forhånd. Aftalen bygger i høj grad på frivillig deltagelse fra lodsejerne, og naturgevinsten afhænger af, hvilke arealer der vælges, hvordan projekterne gennemføres, og hvordan områderne efterfølgende bliver drevet. En ny produktionsskov er eksempelvis ikke det samme som vild natur, og et vådområde får ikke nødvendigvis stor biodiversitet fra den ene dag til den anden.

Billedtekst:

Filsø viser, hvad der kan ske, når dræning og intensiv dyrkning ophører, og vandet får lov til at vende tilbage. Filsø er ikke et projekt under den grønne trepart, men erfaringerne kan give inspiration til kommende naturgenopretning.

Fotos: Karsten Madsen.

Hvad kan Filsø lære os?

45 kilometer vest for Billund viser Filsø, hvordan tidligere landbrugsjord kan udvikle sig, når vandet vender tilbage. Filsø var engang Danmarks næststørste sø, men store dele af området blev drænet og opdyrket i løbet af 1940’erne.

Aage V. Jensen Naturfond købte området i 2010, og i 2012 blev søen genskabt. Pumpestationerne blev standset, grøfter blev fyldt op, og vandet vendte tilbage. I dag er der registreret 269 forskellige fuglearter ved Filsø, blandt andet havørn, trane og skestork.

Filsø kan ikke sammenlignes direkte med den grønne trepart. Her var der én privat ejer og ét samlet naturprojekt, mens trepartens omlægning skal gennemføres gennem tusindvis af aftaler med lodsejere over hele landet. Men Filsø viser, at naturen kan vende overraskende hurtigt tilbage, når de rette betingelser bliver genskabt.

Den grønne trepart rummer derfor et stort potentiale, men aftalen gør ikke i sig selv Danmark grønnere. Det afgørende bliver, om de lokale planer fører til konkrete projekter, om lodsejerne vil deltage, og om der bliver lagt tilstrækkelig vægt på naturens kvalitet – ikke kun på antallet af hektar.