Vild sommeraften i Klelund Dyrehave

Der var tydeligvis stor interesse for Danmarks Naturfredningsforening Billunds tur til Klelund Dyrehave torsdag den 18. juni 2026. Faktisk så stor, at vi måtte lukke for tilmeldingen, da vi nåede 50 deltagere og 23 biler.

Det blev en af de aftener, hvor naturen viste sig fra sin mest gavmilde side. Sommeraftenen var lun og stille, solen stod endnu over plantagen, og fuglene sang lystigt fra skovbryn, krat og lysninger. Allerede fra begyndelsen var stemningen præget af forventning. For de fleste af os er Klelund et sted, man måske har hørt om, men ikke nødvendigvis kender i dybden: et stort privat naturprojekt, en tidligere plantage og i dag et af de mest markante eksempler på, hvordan man kan arbejde med naturgenopretning i stor skala.

Vores to guider, Rebecca og Marie, gav os et levende indblik i, hvordan Klelund Plantage og Dyrehave forvaltes – og i det langsigtede mål om at give naturens egne processer mere plads.

Vi mødtes ved Mindestenen og Myrelegepladsen, hvor vi blev taget imod af vores to guider fra Klelunds naturteam, Rebecca og Marie. De viste sig hurtigt at være både kyndige, engagerede og gode fortællere. Det var ikke en tur med løftede pegefingre, men en aften med forklaringer, eksempler og små iagttagelser undervejs – den slags, der gør, at man bagefter ser skoven med lidt andre øjne.

Ved Mindestenen fik vi først en introduktion til Klelund. Sofie Kirk Kristiansen overtog Klelund i 2005, og i 2010 blev Klelund Dyrehave etableret som Danmarks første biodiversitetsdyrehave. Selve dyrehaven omfatter 1.415 hektar, mens hele Klelund-ejendommen i dag dækker godt 3.500 hektar. Det er altså ikke bare en almindelig skov med lidt hjorte bag hegn, men et stort naturprojekt, hvor målet er at give de naturlige processer bedre plads.

Okkergul pletvinge ved Syvstjernen i Klelund Plantage. Den lille dagsommerfugl trives især på solrige, åbne arealer – netop den slags lysninger, der er med til at give plantagen mere variation.

Klelund har tidligere været drevet som plantage og produktionsskov, blandt andet med juletræer og pyntegrønt. Nu er retningen en anden. Her arbejder man ikke først og fremmest med skovproduktion, men med biodiversitet, variation og mere vild natur. Det betyder ikke, at mennesker ikke gør noget. Tværtimod har der især i de første år været en stor forvaltningsindsats. Men målet er, at naturen på længere sigt i højere grad skal kunne arbejde selv.

Et centralt punkt er dyrenes rolle. Kronvildt, råvildt og vildsvin er ikke bare dyr, man kan være heldig at se. De er en del af selve naturplejen. De græsser, slider, fejer, spreder frø og påvirker vegetationen. Vildsvinene roder i jorden, og hvor det ved første øjekast kan se voldsomt ud, er det i virkeligheden med til at skabe små åbne pletter, hvor frø kan spire. I en tæt græspels eller under et tykt lag visne nåle og blade ville mange planter ellers aldrig få chancen.

Almindelig blåfugl, han, ved Syvstjernen i Klelund Plantage. Med sine klare blå vinger er hannen let at få øje på i de åbne, solrige områder, hvor kløver, kællingetand og andre ærteblomstrede planter giver livsgrundlag for arten.

Efter introduktionen fordelte vi os i så få biler som muligt og fulgte efter guiderne ind i dyrehaven. Det var i sig selv en lille øvelse i at færdes skånsomt. Klelund er et sted, hvor ro betyder noget. Dyrene skal ikke forstyrres mere end nødvendigt, og den tankegang går igen i hele forvaltningen.

Første stop var ved Syvstjernen, hvor syv veje mødes. Det er et markant sted i plantagen og et levn fra en tid, hvor skovveje ofte blev anlagt i stramme geometriske mønstre. Sådanne stjernemønstre kendes især fra de gamle parforcejagtlandskaber, hvor ryttere og hunde skulle kunne orientere sig under jagten, og hvor skovens orden også kunne symbolisere kongens magt. Vores guider var dog nøgterne omkring Klelund: De mente ikke, at netop dette anlæg havde været brugt til egentlig parforcejagt, men snarere at det afspejler den måde, man anlagde plantager på i slutningen af 1800-tallet. Klelund hører til de såkaldte københavnerplantager – plantager anlagt på den jyske hede med kapital og initiativ udefra.

Ved Syvstjernen fik vi også en historie fra en helt anden tid i skovdriften. Her havde der tidligere været en lille flyveplads, og man havde eksperimenteret med at gøde skoven fra fly. Det blev vist aldrig nogen stor succes. I hvert fald så vi ingen fly den aften. Tværtimod er filosofien i dag nærmest den modsatte: færre maskiner, mindre uro og mere tålmodighed.

Det blev forklaret med et konkret eksempel: gyvel. Man kan fristes til at bekæmpe den hårdt med maskiner og rydning, men erfaringen er, at den ofte bare kommer endnu kraftigere igen, når den bliver skåret ned. Lader man den i højere grad være, kan kolde vintre, naturlig konkurrence og tid holde den mere i ave. Det er ikke det samme som passivitet, men det er en anden måde at tænke naturforvaltning på. Ikke alt skal løses med det samme og med store maskiner.

Det samme gælder træerne. Der fældes ikke bare for at rydde op. Døde træer, stormfald og svækkede træer kan være værdifulde levesteder for insekter, svampe, fugle og mange andre arter. Nogle træer kan blive ringet eller væltet med vilje for at skabe mere dødt ved og mere dynamik. Det, som i en traditionel produktionsskov kunne opfattes som uorden, kan i en biodiversitetsskov være en kvalitet.

Det brede brandbælte ved Syvstjernen i Klelund Plantage blev tidligere brugt som landingsbane for et lille fly, da man eksperimenterede med at gøde skoven fra luften.

Lysningerne blev også fremhævet som noget karakteristisk og vigtigt i Klelund. Da store dele af området er registreret som fredskov, er der lovgivningsmæssige rammer for, hvor meget der må være åbent. Skovloven giver mulighed for, at åbne naturarealer kan udgøre op til 10 procent af et fredskovspligtigt areal, og den mulighed udnyttes bevidst for at skabe variation. Det giver lys, varme, blomstrende urter, lyngprægede flader og levesteder for arter, som ikke trives i tæt, mørk skov.

Guiderne brugte betegnelsen “sletter” om nogle af de store åbne områder. Det er ikke nødvendigvis hede i klassisk forstand, og det er heller ikke mose. Det er noget midt imellem: åbne, næringsfattige og ofte lyngprægede arealer, hvor lys, græsning og slid skaber en anden natur end den lukkede plantage. For øjet giver de også en stor oplevelse. Skoven åbner sig, man får himlen med, og landskabet bliver mere varieret.

Vi gik en kort tur gennem mørk granskov og mere lysåben egeskov. Kontrasten var tydelig. I granskovens mørke stod træerne tæt, og stemningen lukket. Egeskoven rakte tilbage til tiden før plantagen – med mere lys, mere luft og en anden fornemmelse af alder.

Lige da vi ankom til dette stop, løb et vildsvin med unger over vejen. Nogle af de heldige deltagere nåede at se dem. For de fleste af os var sporene dog lettere at få øje på end dyrene selv. Overalt kunne man se, hvordan vildsvinene havde rodet i jorden på jagt efter føde. De “pløjer” ikke jorden som en landmand, men deres roden skaber forstyrrelser i skovbunden, og netop sådanne forstyrrelser kan være vigtige i en natur, der ellers hurtigt lukker til.

Der er omkring 50 vildsvin i Klelund Dyrehave. De første blev sat ud i 2016 og stammede fra Tofte Skov. Vildsvinet var engang en naturlig del af den danske fauna, indtil de sidste fritlevende vildsvin blev udryddet i begyndelsen af 1800-tallet. I Klelund er de sat ud inden for hegnet som en nøgleart, der sammen med kronvildt og råvildt skal skabe variation og naturlig dynamik.

Ulven blev naturligvis også nævnt. Klelund og et større område uden for hegnet er territorium for ulv, og Rebecca fortalte, at hun selv er med i den nationale ulveovervågning. På spørgsmålet om der var ulvehvalpe i år, svarede hun, at det vidste man endnu ikke med sikkerhed. Formentlig ville det først kunne afgøres sidst på måneden, når et af de mange vildtkameraer forhåbentlig fangede et billede af dem, hvis de var der.

Det var en god påmindelse om, at naturviden ofte kræver tålmodighed. Man kan have forventninger, tegn og erfaringer, men sikker viden kræver dokumentation. I Klelund følges ulvene tæt, blandt andet fordi området tidligere har haft ynglende ulve. Samtidig blev det forklaret, at ulvens tilstedeværelse har påvirket kronvildtet. Da ulvene først kom til, faldt antallet af krondyr, men siden er bestanden steget igen. Det tyder på, at systemet er ved at finde en balance. Ulven er ikke en fejl i naturen. Den er en del af et mere fuldstændigt økosystem.

Et mørkt område med store graner og næsten ingen vækst i skovbunden. Selv vildsvinene finder ikke meget her, men træerne får lov at stå. Måske ringbarkes enkelte for at skabe dødt ved – ellers er tålmodighed strategien. Med årene skal ny natur nok indfinde sig.

Ved sidste stop kørte vi uden for selve indhegningen og passerede en færist. Den stopper vildsvin og kronhjorte, men ikke ræve og ulve. Ulvene kan passere, og dyrehavehegnet er derfor ikke en egentlig barriere for dem.

Uden for hegnet så vi et af de områder, Klelund har opkøbt i de senere år. Her lå en gård, hvor kun laden stod tilbage. Også her blev principperne forklaret meget konkret: Er bygningerne af god kvalitet og kan bruges, bliver de sat i stand og anvendt eller lejet ud. Er de uden reel værdi, fjernes de, så arealet kan vende tilbage til natur.

På de tidligere landbrugsarealer arbejder man med at skabe grundlag for fremtidig natur. Nogle steder plantes der hjemmehørende træer og buske, men ikke ukritisk. Strategien er, at hvis der allerede findes en lokal frøkilde i området, planter man ikke den samme art ind udefra. Så lader man hellere fugle, vind og tid sprede frø fra de træer og buske, der allerede gror der, fordi de lokale varianter kan være bedre tilpasset stedet. Er der derimod ikke en frøkilde, plantes der arter som tjørn, vilde roser, vilde æbler, røn og andre hjemmehørende træer og buske.

Krondyr set samme aften uden for selve dyrehaven – på et af Klelunds nytilkøbte arealer, hvor der med tiden skal opstå ny skov, nye krat og flere levesteder.

De nyplantede træer og buske hegnes ind, så krondyrene ikke spiser dem, før de når at blive store nok. Hegnene er ikke sat tilfældigt. De følger landskabets naturlige højdekurver og jordbund, så beplantningen med tiden både kommer til at fungere økologisk og se naturlig ud i landskabet. Det er langsigtet planlægning. Man planter ikke kun for næste år, men for det landskab, der skal stå om 50 eller 100 år.

Der er i de senere år opkøbt så meget jord, at Klelund i dag har omtrent lige så store arealer uden for dyrehaven som inden for den. Det gør projektet endnu mere interessant. Naturgenopretningen stopper ikke ved hegnet. Inden for hegnet er der vildsvin og et særligt græsningstryk. Uden for hegnet er forholdene anderledes, men principperne er de samme: naturen har førsteprioritet.

Der blev skåret kage ud på Myrelegepladsen, så der var nok til alle de mange deltagere efter turen gennem Klelund Dyrehave.

Efter en aften med mange indtryk gik turen tilbage til udgangspunktet. Vi sluttede af med kaffe og kage i det fri ved legepladsen. Det var en fin afslutning på en aften, hvor vi både fik skovhistorie, naturforvaltning, ulveviden, vildsvinespor, landskabstænkning og sommerstemning med hjem.

Tak til alle, der brugte aftenen sammen med os. Og en særlig tak til Rebecca og Marie for en levende, oplysende og inspirerende tur gennem Klelund Dyrehave.

Tekst: Karsten Madsen
Fotos: Anette Svejstrup